top of page

Sandras karriere tog en u-vending: Valgte at vende krisen til noget positivt


Interview i ChriChri - Af Cecilie Engholm Skov


Sandra Elsfort er både sangskriver, sangerinde og musicalperformer. Hun er ud af en musikalsk familie og har skrevet musik, siden hun var 10 år. For hende og mange andre kunstnere blev karrieren vendt på hovedet i 2020, da coronakrisen indtraf. Men i stedet for at fokusere på alt det, hun gik glip af, valgte hun at udnytte tiden til at skrive og producere en sang, som hun håber kan sprede good vibes og vi-kan-klare-det-her-følelser til alle, som lytter til den. Vi har her taget en snak med Sandra om, hvordan 2020 vendte op og ned på alt, men hvordan hun stadig formåede at holde hovedet højt og udnytte en krisetid på bedste vis.


Hvad har coronakrisen betydet for din karriere som professionel sanger og performer?

Corona har på nogle områder sat min karriere på ”standby” – og på andre områder sat skub i nye muligheder.

Ved årets start havde jeg udsigt til et travlt år med en lang række spændende koncerter og musicalforestillingen ”Zhivago”, hvor jeg havde glædet mig til at spille den kvindelige hovedrolle. Det blev næsten alt sammen aflyst eller rykket til et senere tidspunkt, som så heller ikke blev mulig grundet restriktionerne.

Det sker ofte, at optrædener – om det er som solist til en koncert, eller det er i en forestilling (især som hovedrolleindehavere) – giver andre opgaver og jobs, fordi du som performer har mulighed for at blive hørt og set. Men den mulighed har desværre ikke været åben i 2020. Heldigvis er en del af arrangementerne blevet udskudt og bliver forhåbentligt gennemført på et senere tidspunkt.

Det har dog været vigtigt for mig at vende hele denne her krisesituation til noget positivt, for i alle hårde perioder er der altid noget godt at hente. En gave om man vil, og en af dem har været, at jeg har haft tid til at fordybe mig i musikken, med sangskrivning og produktionen af min nye sang ”Break the Fall”, som udkommer den 22. januar 2021. Heldigvis var der økonomisk hjælp til denne udgivelse, idet jeg var så heldig at få tildelt et legat af Gramex, som jeg er meget taknemmelig for.

Derudover har min kæreste (som også er sanger og skuespiller) og jeg haft tid til at indspille nogle numre sammen i vores hjemmestudie, lige da corona ramte. Det har både været sjovt og har givet os blod på tanden til nogle projekter sammen i fremtiden.


Hvordan skulle dit 2020 have set ud vs. Hvordan det blev?

2020 skulle have været et år fyldt med koncerter – bl.a. 6 konferencekoncerter, forårskoncerter, efterårskoncerter, bryllupskoncerter, en musicalforestilling i efteråret, jule -og nytårskoncerter i bl.a. Holmens kirke, Kronborg, Odense koncerthus og Stærekassen med diverse orkestre samt en reklameserie-optagelse og udgivelse af ”Break the Fall”. Jeg har været fast solist for Odense Politiorkester de sidste 4 år, og 2020 skulle have været mit sidste år, men nu er koncerterne rykket til 2022, så på den måde er det glædeligt, at vi kan se frem til flere koncerter sammen. Sådan prøver jeg at tænke.

Det endte med at blive et år, hvor stort set alle koncerter blev aflyst. Da restriktionerne hen over året ændrede sig, var det en udfordring for koncert- og bryllupsarrangører at navigere i – og det betød, at datoer blev rykket og rykket igen eller aflyst. Der kom lige en åbning til at gennemføre ganske få koncerter. Men ikke i nærheden af, hvad der oprindelig var planlagt. Reklameserie-optagelserne blev også gennemført.

Vigtigst af alt, blev der dog tid til, at jeg kunne fordybe mig i ”Break the Fall”.


Hvad har været det hårdeste undervejs?

Privat har det hårdeste undervejs været bekymringen for, om mine forældre og mine nærmeste ville få corona og hvad der ville ske, hvis de fik det. Udover det har det været, ikke at kunne kramme eller have fysisk berøring med dem, man holder af. Det betyder virkelig meget for mig – at måtte holde én på skulderen eller i hånden for at udtrykke medfølelse eller understøtte, at man er der for nogen. Jeg synes det har været svært ikke at være fri til at udtrykke sig, da det er en stor del af mit sprog og min måde at kommunikere på – især overfor mine nærmeste.

I forhold til mit arbejde har det hårdeste været at skulle skuffe en helt masse mennesker, som havde glædet sig til nogle musikalske oplevelser. For rigtigt mange er det et lyspunkt at komme ud og drømme sig væk i nogle gode melodier og toner. Det har været hårdt at skulle undvære at gøre en forskel på den måde i nogens liv.

Som professionel i den her branche lærer man at være omstillingsparat, og derfor føler jeg ikke, at corona har været hård ved mig, som den har været ved andre, men tålmodighedsgrænsen er da helt klart blevet udfordret, og det er pengepungen da også. Man kan sætte sig ned og græde, eller man kan skabe noget ud af den begrænsning, man har fået, og sådan var det i mit tilfælde – altså at der blev skabt noget. Min kæreste og jeg har ikke børn endnu, så vi har egentlig bare prøvet – i vores egen lille bobble – at få det bedste ud af det. Efter 3 års langdistanceforhold – fik vi endelig lidt tiltrængt tid til hinanden og til diverse musikprojekter.


Hvordan fik du inspiration til at skrive din sang og kaste dig ud i hele projektet?

Det startede jo faktisk lige et par måneder, inden pandemien ramte, hvor mange af os var optaget af Me-too-kampagnen og klimakrisen. Så sangen startede egentlig med inspiration derfra. Min gode ven og producer havde lavet et track med noget underlægningsmusik, og ud fra det blev jeg inspireret til både melodi og tekst. Først kom omkvædet – det kom ret hurtigt faktisk “I don’t wanna be somebody who doesn’t care – I don’t wanna be somebody who is not even there” – det talte meget stærkt til mig. Herefter blev der så bygget et univers op ud fra alt det, som sker i verden lige nu. Den handler om, hvordan vi kan blive bedre til at passe på hinanden og vores kære jord, så vi kan få en lysere fremtid. Omkvæd og bro blev lavet på et par dage og så brugte jeg nogle måneder på versene, indtil jeg hev Marcus Winther-John (the hit maker eller det omvandrende leksikon, som rigtig mange kalder ham) ind for at co-write versene, så de kunne sidde i skabet og 1,2,3, så var sangen færdig på en dag. Der blev udarbejdet et node-arrangement, som skulle guide os, og pludselig ramte corona. Jeg skiftede producer undervejs i processen – som er en længere historie. Jeg var nødt til at være selektiv, fordi jeg arbejdede for, at sangen skulle kunne mærkes, sådan som jeg ønskede det. Jeg lærte virkelig i denne periode at stå ved mig selv og huske på mine kerneværdier, og hvad musikken betyder for mig. Sangen har været et helt år om at blive færdig, og det har været en smuk og lærerig rejse.

Der blev jongleret med mange forskellige versioner, inden den fandt sin plads hos producer Joachim Ersgaard (Producer for Warner Music). Det er ikke så svært at skrive en sang, men at skrive en sang, som kan mærkes – det kræver lidt mere – og det betyder så uendelig meget, hvordan musik og vokal bliver produceret, og om der er tid til at kæle for detaljerne. Man ved det med sikkerhed, når det føles rigtigt og det vigtigste er jo, at man selv kan stå inde for det.

At skrive melodier er, for mig, som at plukke æbler! Haha.. Det lyder måske lidt sjovt, men jeg har det fra min far, som altid siger “Jeg skal passe på, når jeg sætter mig ved klaveret – for jeg ved jo, at der kommer en sang, som gerne vil skrives”. Derfor kræver det meget kun at arbejde på én sang ad gangen i så lang tid. I flere år er der sange, som har stået i kø hos mig for at blive skrevet færdig. Oftest har jeg fået en musicalforestilling eller en koncert eller noget andet ind ad døren, som er kommet noget i vejen for processen, men 2020 var året, hvor jeg fik lov til at fordybe mig helt i musikken og det er jeg meget taknemmelig for.


Hvad håber du på, at andre får ud af at høre “Break The Fall”?

Jeg håber på, at de bliver opløftet, og at den vil tale til den power, vi alle besidder – som siger; “Jeg vil gøre noget” eller “Jeg vil nå at være noget for nogen i dette liv, i den verden vi lever i”. Hvad enten det er at ville gøre noget for klimaet, for sin gamle mormor, for sit barn, for sine venner, for verden, for sig selv. Jeg håber den taler til viljestyrken, kærligheden og fighterånden, som kan give en følelse af at give lidt mere, end vi gør i det store hele og ikke at være ligeglade. Jeg håber, at folk har lyst til at spille den igen og igen og bliver inspireret af budskabet. Hvis den bare kan gøre en forskel i ét menneskes liv, så har den opnået sit formål.


Hvordan håber du, at 2021 kommer til at se ud for dit eget vedkommende?

Jeg håber der bliver åbnet op for alle spillesteder igen, så det bliver muligt at fuldføre alle de dejlige musik og teaterjobs, som er blevet rykket. Så håber jeg på, at jeg får lov til at synge og glæde de mennesker, som har ventet, og at få mulighed for at fordybe mig i sangskrivningen uden at skulle tænke på det økonomiske. At ‘Break The Fall’ kommer på hitlisten. Et drømmescenarie ville være, at det blev et af de mest spillede numre. Så leder jeg efter en dygtig manager eventuelt med connections i udlandet, og så ønsker jeg at blive signet som sangskriver og artist. I hvert fald, skal der skrives meget mere musik!


Hvad er dit råd til andre, der har været hårdt ramt på karrierefronten?

Mit råd er: Prøv at kigge på dine muligheder frem for dine begrænsninger. Tænk ud af boksen og slip kreativiteten løs. Undvig, at dine tanker blive styret af din frygt og slip det, du ikke kan gøre noget ved.

Sluk for tv’et en gang i mellem og på trods af uvisheden, så brug tiden på at forberede dig på det, du gerne vil i fremtiden.

‘Break The Fall’ er ude på alle digitale tjenester fredag d. 22. januar 2021. Du kan finde den her.


Læs hele Interviewet her:

https://www.chrichri.dk/lifebeyond/2021/01/sandras-karriere-tog-en-u-vending-valgte-at-vende-krisen-til-noget-positivt/

Comments


Udvalgte blogindlæg
Seneste blogindlæg
Arkiv
Sorter efter tags
Følg os
  • Facebook Basic Square
  • Twitter Basic Square
  • Google+ Basic Square
bottom of page